Sofie Bird Møller er den anden kunstner, som bidrager til Mit Museum. Med sit oplæg stiller hun penselstrøg til rådighed for brugernes egne billeder. Hun har udviklet en teknik, hvor hun helt bogstaveligt kan løsrive sine penselstrøg fra fladen. Dermed eksisterer de som små maleriske objekter i sig selv, der kan flyttes rundt og indgå i nye sammenhænge i et krydsfelt mellem spontant udsagn og kontrolleret proces.

Til Mit Museum har hun fritlagt og scannet en hel række penselstrøg, som alle, der har lyst, kan bruge og kombinere, som de vil. Man kan således enten ’male’ sit eget digitale maleri med kunstnerens strøg eller eksperimentere med personlige collager, der integrerer hendes kunstneriske gestus med private fotografier og snapshots, man selv har taget.

Sådan kommer du igang

Du kan finde Sofie Bird Møllers fritlagte penselstrøg i mappen her.

Når du har downloadet det penselstrøg, du vil bruge, kan du blot kopiere det ind på f.eks. et fotografi (copy/paste) og skalere og flytte på penselstrøget.

Har du lyst til at eksperimentere med flere muligheder, så se de følgende videovejledninger:

Vær med på Mit Museum / sådan bidrager du

Når du har lavet et billede, som du gerne vil dele med Esbjerg Kunstmuseum, kan du gøre det fra denne side https://www.eskum.dk/mit-museum-uploads/ 

Se hele udstillingen her

Se hvordan du uploader i denne videovejledning:

 

Om Sofie Bird Møller

I sin praksis udforsker Sofie Bird Møller spændingen mellem det unikke, organiske penselstrøg og det konstante flow af billeder fra den kommercielle populærkultur. Gennem præcise snit og kunstneriske interventioner griber hun for eksempel ind i allerede photo-shoppede og manipulerede kroppe – ofte ved at overmale og delvist dække dem med pastose lag af maling.

Sofie Bird Møller havde sin første museumssolo i 2015 på Esbjerg Kunstmuseum. Projektet foldede for første gang hendes oeuvre og mangefacetterede praksis ud. Siden har museet indlemmet flere af hendes værker i samlingen: det surrealistiske filmværk Catch me if you can, baseret på sammenklipninger af forskellige udgaver af Den usynlige mand, samt det omfattende collageværk i 35 dele, Magt.