Bjarke Regn Svendsen – Hotel

26. september 2009 – 10. januar 2010

Med udgangspunkt i både fotografi, maleri og video indkredsede og afdækkede Bjarke Regn Svendsen med sit Hotel-projekt selve hotellets væsen. Projektet rejste en række spørgsmål om hotellets særlige kendetegn og hotelværelsets symbolske betydninger.

Siden 2001 havde kunstneren fotograferet samtlige hotelværelser, han havde boet på. Det, hans linse indfangede, er imidlertid ikke den slags motiver, man ville finde i en turistbrochure. I stedet zoomede han ind på mærkværdige detaljer og udsnit eller mellemrum – på det, der eksisterer imellem tingene. Gennem sine hotel-værker fokuserede Regn Svendsen således på sider af virkeligheden, som vi ellers ikke plejer at lægge mærke til.

En del af udstillingen kunne opleves på værelse 243 på Hotel Ansgar i Esbjerg, hvor kunstneren selv havde overnattet, og hvor flere af værkerne var blevet til.

Læs mere om udstillingen i museets tidsskrift EXPO nr. 17