Projekbeskrivelse

Troels Sandegård – The Massive Void

13. februar – 2. maj 2010

Det massive tomrum, det fyldige intet. Kan tomheden have fylde? Kan intetheden rumme noget massivt? Titlen på Troels Sandegårds soloudstilling på Esbjerg kunstmuseum var både poetisk og paradoksal.

Sandegårds særegne kunstneriske arbejde forener på samme billedskabende facon som udstillingstitlen, to ellers skarpt adskilte vidensfelter, naturvidenskaben og billedkunsten. Han navigerer både som naturvidenskabsmand og som billedkunstner, ligesom hans atelier også fungerer som hans laboratorium.

Omdrejningspunktet for Sandegårds konkrete og dog abstrakte undersøgelser var selve udstillingsrummet og vores tilstedeværelse i det. Udstillingsrummet var et eksperimentarium for sansning og oplevelse, og for, hvordan vores tilstedeværelse i rummet med tiden subtilt ændrer det. Men denne relation var ikke til at se med det blotte øje.

Sandegård skabte visuelle aftegninger af den usynlige udveksling og relation mellem værk og betragter, han gav ’intet’ og ’ingenting’ form og gjorde det usynlige synligt.