Koloristisk legeplads
Lise Blomberg, 2018
Som en del af sin soloudstilling Legepladsen skabte Lise Blomberg værket Koloristisk legeplads til Byparken ved siden af museet. Den konceptuelle tilgang bag legen med skala og rum blev således bragt til fuld udfoldelse. Her fortsatte udstillingen med en malerisk installation – et stilistisk legehus, omgivet af en særegen koloristisk beplantning. I værket blev Blombergs optagethed af farvernes kvaliteter forenet med hendes interesse for planter og landskab og omsat i en undersøgelse af, hvordan maleriet ser ud i den ’virkelige’, levede verden.
Selve legehuset var farvesat efter de planter, som var udvalgt til at udgøre det, man kunne kalde for dets ’maleriske’ omgivelser, fx blågran og rød parykbusk.
Resultatet var, at hus og planter, konstruktion og natur flød sammen i en symbiotisk enhed – en slags rumligt maleri, man kunne færdes og lege i.
Efter udstillingens afslutning blev installationen overdraget til daginstitutionen Tinghøjen med støtte fra projektet Medvind i Østerbyen.