Rui Chafes – Ash Flowers
22. november 2003 – 18. januar 2004
Med Ash Flowers kunne man opleve den første retrospektive udstilling med Rui Chafes værker nogensinde.
Udstillingen viste bl.a., hvordan Chafes i sine skulpturer gør det fraværende nærværende. Flere værker synes fx at omkranse et indre, som ikke længere er til stede. Samtidig ophæves den gængse adskillelse mellem masse og vægtløshed, ligesom vores vanemæssige skelnen mellem ude og inde bliver udfordret. Udstillingen satte fokus på, hvordan hans værker fungerer som meditationer over det rum, der befinder sig mellem objekt og idé, mellem krop og ånd, mellem tanke og form.
Udstillingen havde satellitter flere steder i bybilledet. Læs mere her.
Rui Chafes blev introduceret for et dansk publikum i forbindelse med Esbjerg Kunstmuseums første Match-udstilling i 2001. Museets soloudstilling i 2003 var medvirkende til, at han blev tildelt den prestigefyldte, internationale skulpturpris, Würths Robert-Jacobsen-Preis.