Eric Andersen – Håb og ilddåb

2. november 2018 – 3. marts 2019

Hvert år præsenterer museet på ny tre værker fra Andersens serie Il piatto della speranza, der refererer til myten om Pandoras æske.

Og hvert år retter kunstneren vores opmærksomhed mod håbet på fortsat uforudsigelige måder.

I 2018 blev Håbeperiodens begyndelse markeret med en performance-forestilling, komponeret og iscenesat af Eric Andersen: Håb & ilddåb. Forestillingen blev opført to gange i Musikhusets store sal og blev til i nært samarbejde med Esbjerg Ensemble samt danser og koreograf Marie Topp.

Håb & ilddåb forener dans, billedkunst og musik i en unik scenekunstnerisk præsentation, hvor Pandora så at sige træder ud af museets værker og bliver legemliggjort af danseren Marie Topp.

I forestillingen dansede hun duet med sig selv blandt publikum, som var placeret på scenen sammen med musikerne og på den måde selv blev en fysisk og sansende del af ur-myten om håbet.

Eric Andersen siger selv om Håb & ilddåb:

“Det samlede værk findes i HÅBET, som altid er et spil mellem det bekendte og det ubekendte, og i ILDDÅBEN, som er musikernes, dan-serens og publikums udsathed over for fænomenet DÉJA VU. Hele forløbet beskriver over en lang skala det, man med sikkerhed mener at kunne huske, det, man synes, man kan erindre, det, der forekom-mer bekendt, det, man er et usikker overfor, og det, man garanteret aldrig før har mødt.”