Det populære wunderkammer lever videre på Esbjerg Kunstmuseum takket været stor donation!
Det drejer sig om vidt forskellige værker af internationalt anerkendte kunstnere: To værker på hhv. træ og aluminium af amerikanske Jaq Chartier: Hunting Color (Spectrum), 2018 og SunTest #6 fra 2019, det filmiske værk Infected fra 2001 af britiske Gina Czarnecki, videoen Resonance 1 (2008) af den etablerede danske multikunstner Christian Skeel samt videoskulpturen Crisp(r) Creatures, der blev skabt særligt til udstillingen på Esbjerg Kunstmuseum i 2021 af den fremadstormende danske kunstner Stine Deja.
Hver især forholder de sig mere eller mindre til menneskets mindste byggesten, DNA, og forskellige overvældende fremtidsscenarier, som DNA-forskningen kan fremmale.
Der er selvsagt stor begejstring på museet, og direktør Inge Merete Kjeldgaard udtaler: ”Vi er både meget taknemmelige og stolte over, at det er lykkedes at erhverve disse markante værker. Dermed får vi helt aktuelle og skarpe opdateringer af de kunstneriske hovedpositioner, som er så centrale for museets samling. Og igen har vi mødt en enestående velvillighed fra Ny Carlsbergfondet, der med denne generøse donation atter er med til at give vores museum et boost.”
Wunderkammer 3 – DNArt var den sidste udstilling i en serie, der i forskellige former for opdaterede wunderkammre søgte at bringe billedkunst i sammenhæng med vores livsverden. I Wunderkammer 3 var udgangspunktet de mest grundlæggende spørgsmål om menneskets eksistens, der til alle tider har optaget såvel naturvidenskabelige forskere som filosoffer og kunstnere: Hvem og hvad er vi, hvor kommer vi fra, og hvor er vi på vej hen? Udstillingen blev skabt i samarbejde med DNA-forskere fra Københavns Universitet.
Hele Wunderkammer-serien er præmieret med Bikubenfondens prestigefyldte udstillingspris VISION.