Eva Merz har netop doneret 11 fotografiske værker til museets permanente samling. Vi præsenterede Evas omfattende soloudstilling ’Gammel Vardevej – indefra’ i 2016-17, og det er værker fra dette projekt, som nu vil indgå i samlingen.
Eva Merz er fotograf, dokumentarist, forfatter, velgører – og en institution i Esbjerg. Med serien af fotografier fra Gammel Vardevej giver hun os alle et fascinerende og tankevækkende kig ind bag murene i et af Esbjergs belastede boligområder – et kig, som på samme tid både udfordrer vores sociale bevidsthed og en kunsthistorisk tradition. – Kunstkritiker Lisbeth Bonde har kaldt Merz ”en moderne Jacob A. Riis, der stiller sit reflekterende og kritiske jeg i de undertryktes tjeneste.”