Tove Storch, Untitled, 2017

Stål, mixed media på papir, magneter, 195 x 153 x 30 cm

Med Untitled (2017) har Tove Storch skabt et reollignende element i metal, hvor ’hylderne’ ligger tæt som lameller. Disse opbevarer papirark, der er bemalede eller fyldt med tegninger og holdes fast med små magnetiske metalkugler. Så i dette system er tegningerne kun delvist synlige for betragteren, hvis begær efter at se, hvad der gemmer sig i arkivet ikke bliver indfriet. Netop tegningen og den malede skitse rummer som regel begyndelsen til et potentielt værk og giver på den måde en illusion af, at man som udenforstående kan få løftet en flig af den kreative proces og få indblik i kunstnerens måde at arbejde på. I dette værk mødes det intime med det offentlige, med arkivet. Samtidig spiller værket på referencer til museumsinstitutionens magasiner og arkiver som reolsystemer, der er fyldt med værker og arkivalier, som er gemt væk for publikum.

Værket er erhvervet med fuld støtte fra Ny Carlsbergfondet i 2020