Mark Dion: Wunderkammer 2 – Mirabilia 

5. oktober 2019 – 8. marts 2020

Hvordan kan man skabe betingelser for en kunstoplevelse, der pirrer nysgerrigheden og vækker et personligt engagement hos beskueren? Hvordan kan man fremme et kunstværks relation til den enkeltes livsverden? Og hvordan kan man eksperimentere med nye udstillingsformater?

Udstillingsprojektet med den anerkendte amerikanske kunstner Mark Dion var den anden udstilling i en serie af tre wunderkammer-udstillinger, som Esbjerg Kunstmuseum modtog Bikubenfondens Visionspris for i 2017.
Wunderkammeret som fænomen er en historisk forløber for vore dages museer. Tilbage i 1500-tallet udgjorde det en, set med nutidens øjne, kaotisk samling af blandt andet naturalia, kunstfærdige genstande og videnskabelige måleinstrumenter, som ikke var kategoriseret efter de faggrænser, vi kender i dag.
Wunderkammeret skulle fungere som et miniunivers – et mikrokosmos, der afspejlede hele den verden, der omgiver os, makrokosmos. I sin kunstneriske praksis bruger Mark Dion netop wunderkammeret som metode til at skabe forundringsfulde forbindelser mellem overraskende fænomener og genstande. Gennem sine store rumlige installationer udfordrer han gængse ideer, om, hvordan vi skaber betydning, ved at forene objektiv, videnskabelig metode med et subjektivt kunstnerisk blik.
Udstillingen bestod således ikke alene af kunstværker og genstande, der blev præsenteret på en anderledes måde – udstillingssalene blev omdannet til en totalinstallation, der blandt andet bød på et ‘erindringshus’ og et rum, hvor dele af udstillingen henlå i mørke.

I forbindelse med udstillingen erhvervede Esbjerg Kunstmuseum et af de udstillede værker, Natural Sciences, generøst finansieret af Ny Carlsbergfondet.

Find udstillingshæftet her. Bookletten kan også købes i museumsbutikken.