Projekbeskrivelse

© Thorbjørn Lausten

THORBJØRN LAUSTEN – DRIFT

– mellem data og sansning

Et samarbejde mellem Esbjerg Kunstmuseum og Nikolaj Kunsthal

24. september 2022 – 26. februar 2023

Hvordan kan man opleve naturfænomener på steder, der ligger langt fra ens eget geografiske opholdssted? Hvordan kan man se og sanse atmosfæriske data? Og hvordan kan den samme udstilling vises to steder på samme tid?

I DRIFT visualiserer Thorbjørn Lausten marine og atmosfæriske data fra to vidt forskellige geografiske områder: Danmarksstrædet og Femern Bælt. Med det nye total-værk undersøger Lausten, hvordan kunsten kan omsætte videnskabelige data, som ellers er utilgængelige for vores sanseapparat. Denne gang er hans fokus naturfænomener med stor betydning for Jordens klima og vores livsforhold. Således anviser han med DRIFT et helt nyt perspektiv på et højaktuelt tema, der angår os alle både personligt og politisk.

De visualiserede data omsættes i udstillingssalen til store konkret-abstrakte, foranderlige filmiske projektioner, der ændrer sig i takt med, at data hentes direkte ned fra Den Europæiske Rumorganisations satellitter. Billederne dannes på baggrund af et farve- og tegnsystem, udviklet af Lausten, og bestemmes af de nye informationer, som kontinuerligt opdateres. I udstillingen projiceres de filmiske sekvenser i storformat, så man som gæst vil være fuldstændig omgivet af alle disse på én gang konkrete og uhyre abstrakte naturforhold. Og på den måde kan man stå samtidig i Esbjerg og København og sanse videnskabelige data fra fænomener, der udfolder sig her og nu i hhv. Østersøen og farvandet mellem Island og Grønland.

LÆS MERE

Som et særligt greb, der forstærker selve ideerne bag Thorbjørn Laustens værk, udnytter udstillingsstederne aktivt, at billederne genereres elektronisk. I stedet for at vise projektet først det ene og så det andet sted præsenteres det simultant i Esbjerg og København, tilpasset hhv. museets modernistiske rum og kunsthallens gotiske rammer. Udstillingsgæsterne får derved en identisk og dog væsensforskellig oplevelse. Centralt er det, at dele af virkeligheden i et fjernt geografisk område ikke alene gøres tilgængelige for vores sanser, men så at sige multipliceres og perciperes synkront forskellige steder i landet.

Selve udstillingssamarbejdet bidrager på den måde til at forstærke de interessante spørgsmål om virkelighed kontra repræsentation, som Lausten rejser. For i hans værk er der ikke tale om en afbildning, men om visuel ”objektiv” betydningsdannelse. De færreste tænker over, at vores virkelighedsbilleder i vid udstrækning er en konstruktion – at afkodning af videnskabelige data er afhængig af såvel instrumenter som en (subjektiv) visualiseringsproces. I mange tilfælde er data det eneste kendskab, vi har til et givent fænomen. Dertil kommer, at måden, instrumenterne fungerer på, er afgørende for både registrering og visualisering af data – og dermed for en forståelse af verden overhovedet.

Denne pointe er selve omdrejningspunktet for Laustens praksis, og i DRIFT rendyrker han et 1:1 forhold mellem data og visualisering, så man ikke umiddelbart kan adskille æstetisk og videnskabelig repræsentation. Hans værk er således ikke en illustration; det er ikke alene bærer af konkret viden, det genererer også viden. I en vis forstand er det virkelighed, da det først er gennem værket, de forskellige data for alvor kan sanses og erkendes.

Om DRIFT

I DRIFT visualiseres data fra naturfænomener i og omkring den vestlige del af Østersøen og Femern Bælt samt farvandet mellem Island og Grønland, Danmarksstrædet, som er af væsentlig betydning for de store globale havstrømme og dermed klimaet. De to steder er valgt, da de således begge er af både national og international betydning. Samtidig er der anselige afvigelser mellem dem i forhold til det, Thorbjørn Lausten selv betegner ’civilisatorisk energi’. Sammenligningen af data fra de to områder kan dermed også vise, hvilke konsekvenser forskelle i befolkningstæthed og menneskelig aktivitet har på klodens temperaturforhold.

De data, som visualiseres i DRIFT, hentes ned i udstillingssalene via satellitter, og i løbet af udstillingsperioden bliver dette datamateriale konstant opdateret via servere. I tilgift præsenteres visualiseringer af op til 30 år gamle offline data, som – sammenstillet med de nye data – kan vise forandringerne i bl.a. temperatur, algedannelse, salt- og CO2-indhold.

Om Thorbjørn Lausten

Thorbjørn Lausten er født i 1945. Han arbejder inden for en bred vifte af kunstneriske medier lige fra maleri over lysskulptur til installation. Gennem hele sin karriere har han udforsket og synliggjort fænomener, vi ellers ikke ville kunne se. I krydsfeltet mellem billedkunst, naturvidenskab, filosofi og teknologi undersøger han bestandig de store, essentielle og eksistentielle spørgsmål om, hvordan vi tillægger de fænomener, der omgiver os, betydning og hvordan, vi skaber mening i verden. Thorbjørn Lausten er repræsenteret i en lang række museers samlinger. Han har desuden modtaget flere æresbevisninger, herunder Eckersbergs Medalje, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat samt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.