Projekbeskrivelse

Hotel

Bjarke Regn Svendsen, 2009

Flere af billederne til Bjarke Regn Svendsens udstilling Hotel blev til på Hotel Ansgar, der ligger få hundrede meter fra Esbjerg Kunstmuseum.
Nogle af dem blev præsenteret i udstillingsrummet, mens andre kunne opleves på selve det værelse, hvor de var taget. I løbet af udstillingsperioden fik hotellets gæster således ikke alene mulighed for at bo midt i en lille kunstudstilling. De fik også mulighed for at se på værelset gennem en anden persons blik og opdage detaljer og genstande, som de måske ellers ikke ville have bemærket.
På samme tid fungerede Hotel Ansgar som Esbjerg Kunstmuseums udstillingssatellit – som en udvidelse af museet. Flere værker optrådte endda på både hotellet og kunstmuseet, men i forskellige formater. Derved blev de to steder: hotellet og museet, udgangspunktet og det færdige værk, virkeligheden og repræsentationen koblet sammen på en forunderlig måde, som understreger, at stederne gennem Regn Svendsens projekt var uløseligt forbundet med hinanden.