Frozen-to-Death Moon

Rui Chafes, 2003

Den retrospektive præsentation af Rui Chafes’ værker, Ash Flowers, udfoldede sig ikke alene i udstillingsrummene på museet, men bredte sig også ud i Esbjerg by. Midt på Torvet hang Chafes’ Ihjelfrosne måne således ud fra Danske Banks paladsagtige facade – en overraskende og forunderlig ændring af en af byens markante bygninger. Samtidig kunne man opleve hans Syge engel på den nedlagte kirkegård ved Vor Frelsers kirke. Her forvandlede sorte jernkugler de nøgne grene på et af parkens træer til en både stærk og smuk åbenbaring, der på subtil vis supplerede de værker, som var udstillet på museet.