ESBJERG KVINDER DER FORANDRER VERDEN

14. oktober 2022 – 26. februar 2023

Fortællingen om Esbjergs opståen og udvikling er en maskulin fortælling, hvor de mandsdominerede erhverv, der har været afgørende for byens økonomiske udvikling, fremhæves og dyrkes. Entreprenante erhvervsfolk, fiskere og oliepionerer er nogle af dem, der oftest sættes i centrum i fremstillinger af Esbjergs historie.

Der er til gængæld længere imellem mødet med kvinderne i byen. Selvsagt fordi de ikke befandt sig i de roller, der traditionelt giver en plads i historiebøgerne. Men kvinder var der også i erhvervslivet, og samtidig gjorde de sig i højere grad gældende i andre, men for samfundet lige så vitale roller.

I samarbejde med billedkunstneren Agnete Brinch præsenterede Esbjerg Kunstmuseum, Musikhuset Esbjerg og Sydvestjyske Museer kunstnerens nye værker med titlen ESBJERG KVINDER DER FORANDRER VERDEN. Udstillingen viste portrætter af kvinder fra byens opståen frem til i dag – kvinder, der netop indtager forskellige historiske roller. Alle har de en betydning for Esbjerg som repræsentanter for individer, der var med til at forandre byen og verden.

Tre af Esbjergs vægtige kulturinstitutioner er i dette projekt gået sammen om at skærpe dette syn. På Esbjerg Kunstmuseum kunne man møde markante kvindelige billedkunstnere gennem tiden, i Musikhuset Esbjerg kvinder fra musikkens og scenekunstens verden, mens Esbjerg Museum generelt satte fokus på kvindernes store og ofte oversete indsats fra byens grundlæggelse til dag.

Med dette udstillingsprojekt håber vi at være med til at skabe refleksion over kvinders meget store betydning for såvel historien som kunsten og på den måde skabe rollemodeller, der kan åbne muligheder for fremtidige generationer af kvinder.

Læs udstillingsteksterne om de portrætterede kvinder her.

Marie Luplau

Emilie Mundt

Oda Peters

Eva Merz

Mæcen Inger Sørensen

Marie Luplau i atelieret