Eric Andersen – La torre della speranza

2. november 2019 – 3. marts 2020

Den 2. november, på De dødes dag, blev Esbjergs årligt tilbagevendende Håbeperiode indviet. Den blev indstiftet i 2001 af intermediakunstneren Eric Andersen i samarbejde med museet og fokuserer hvert år på udveksling og formulering af håb.

I 2019 startede vi en landsindsamling til årets håbeprojekt, et Torre della speranza (håbetårn) på Esbjerg Strand i nærheden af det sted, hvor kommunen oprindeligt har stillet museet en byggegrund i udsigt til et nyt Esbjerg Kunstmuseum.

Udformningen af Håbetårnet vil afhænge af resultatet af indsamlingen. Men kunstnerens ideal, der bærer præg af en stor portion utopisk optimisme, er et meget slankt tårn i glas på 81 meter med tre elevatorer – en konstruktion, hvis realisering i sandhed fordrer håbefulde personers hjælp og gode vilje.

Esbjerg Kunstmuseums samling rummer tre værker fra Eric Andersens serie Il piatto della speranza (Håbepladen), som tematiserer myten om Pandoras æske. Hvert år på De Dødes Dag genindvies de og iscenesættes i en ny Andersensk happening. Ifølge den antikke myte var Pandora den første kvinde. Hendes æske indeholdt alverdens elendighed og ondskab, som blev lukket ud i verden, da hun – trods formaninger – lettede på æskens låg. Kun håbet blev tilbage, og det har siden været et af menneskets grundvilkår.

Siden 2001 har man i forbindelse med Håbeperioden kunnet opsøge et eller flere Håbesteder for at give udtryk for sine håb og dele dem med andre. I 2019 kunne man gøre det både på museet og virtuelt på Facebook.