Ekskursioner – bag hækken over gærdet

Mette Truberg Jensen, Gitte Ladegaard, Dorthe Muxoll, Anne Nielsen, Line Kjær Nielsen, Rosemarie Rex og Lasse Ernlund Lorentzen, 2005

Flere dele af udstillingseksperimentet Ekskursioner – bag hækken over gærdet sprængte museets fysiske rammer. Projektet Fremkaldelser havde erindringen om Jyllands største tivoli, der engang lå i Esbjergs Vesterby, som omdrejningspunkt. Gennem lokalbefolkningens erindringer blev den gamle tivoligrund genaktiveret. Det skete gennem fire greb: 1) En installation på museet, 2) et satellitmuseum i en kondemneret maskinfabrik tæt ved Tivoligrunden, 3) en artikelserie i Jydske Vestkysten og 4) en aktion, hvor lokalbefolkningen blev inviteret til at så grunden til med røde valmuer.
Lasse Ernlund Lorentzen havde i sit projekt Temporary Structure (gen)skabt forskellige variationer af Gerrit Rietvelds berømte Rød blå stol. Konstrueret af bl.a. drivtømmer blev stolene installeret ved Sædding Strand, så forbipasserende kunne sætte sig og få et nyt perspektiv på omgivelserne.