Ny Carlsbergfondet, Augustinusfonden og Esbjerg Kommune støtter Esbjerg Kunstmuseums visioner for en række spektakulære opgraderinger af museet.

Det er planen, at nedbryde grænsen mellem inde og ude, og at skabe spændende faciliteter som for eksempel en ’prismepavillon’, hvor sollyset brydes og bader den besøgende i alle spektrets farver. Prismepavillonen installeres i skulpturgården, som omskabes til et udendørs, fleksibelt udstillingsrum for kunst, der ændrer udtryk afhængigt af hvilken synsvinkel, den sanses fra. For alt vil også kunne ses fra taget ud mod havnen, som med adgang fra gården omdannes til et helt nyt dynamisk oplevelsesrum – et himmeltag med et himmelspejl og skiftende udstillinger af kunstværker, som blandt andet skabes af vindens bevægelser og de lyde, den kan fremkalde.

Direktør for Esbjerg Kunstmuseum, Inge Merete Kjeldgaard, siger:

”Det er en kæmpe stor blåstempling af vores ideer og hele vores profil, at de nationale fonde har valgt at støtte dette særlige projekt, og at Esbjerg Kommune afsætter midler på budgettet. Vi håber med disse opgraderinger at åbne kunstmuseet ud mod byen. De kunstneriske og arkitektoniske greb vil fungere som dragende blikfang, der giver Esbjerg Kunstmuseum en tydeligt aflæselig, selvstændig identitet som et kunstmuseum, der sætter museumsgæsten i centrum.”