FRISKE FISKERIM – et oplevelsesrum med rim, billeder og leg med ord!

Kom med ind i et univers af seje spegesild, knurrehaners morgengal og sardiner sure som løg, når vi omsætter billedbogen Friske Fiskerim af Erik Trigger, Lillian Brøgger og Kamilla Slocinska til et oplevelsesrum, hvor familier kan gå på opdagelse på egen hånd i weekenderne.

Friske Fiskerim i Esbjerg skabes på baggrund af Bibianas udstilling af samme navn og er lavet særligt til børn, der endnu ikke læser helt selv endnu. I skranken får I en lille guide med, så I kommer omkring de forskellige oplevelser i rummet:

– Først en omgang rim- og billedbingo, hvor vi ved at lytte opmærksomt skal forbinde bogens herlige rim og billeder.

– Herefter en tur i fiskedammen, hvor vi fanger ord, der skal kombineres, så vi kan lege os frem til nye sære ord og billeddannelser – f.eks. SILD + TASKE = SILDETASKE eller TASKESILD.

– Og til sidst et besøg i det kreative værksted, hvor I selv skal have materialer i hænderne og bidrage med fisk og skaldyr til et stort fiskenet, der udgør en hel væg i rummet. Væggen vil således løbende blive fyldt af skøre skabninger inspireret af bogen og oplevelserne i rummet.

Oplevelsesrummet kan besøges alle weekender fra d. 28. april til d. 11. juni 2023.

Friske Fiskerim i Esbjerg er støttet af Lauritzenfonden.