Signe Juhl Trio, lørdag den 15. februar kl. 15
”Musik kan være direkte overførsel af energi, en grundstemning, der kan overtage én og næsten blive fysisk.”
– sådan siger kunstneren Mathias Malling Mortensen, der altid har musikken med sig, når han skaber sine værker. Netop nu er han aktuel på Esbjerg Kunstmuseum med udstillingen Alt det som ikke er, hvor han går i kunstnerisk dialog med sin berømte farfar, maleren Richard Mortensen.
I anledning af Esbjerg Jazzfestival 2025 rykker Signe Juhl Trio ind i udstillingen, så dialogen mellem de to kunstnere, mellem farfar og barnebarn, vækkes musikalsk til live og dermed får tilføjet endnu en dimension. For ligesom Mathias var også Richard Mortensen optaget af sin tids musik, både klassisk og jazz, og af sammenhængen mellem form og lyd, billedsprog og toner.
I løbet af koncerten vil Signe Juhl Trio fortolke alt fra jazzens legender over Carl Nielsen til nulevende sangskrivere og komponister. Samtidig vil trioen spille direkte op mod udstillingens værker, så kunsten får tilført nye klange og musikken andre farver.
LINE UP:
Signe Juhl, vokal
Bo Møller, guitar
Niels Kvist, bas