På Esbjerg Kunstmuseum vil vi i forbindelse med Danmarks Indsamling lade en positiv virus sprede sig blandt alle Esbjergs børn!

En virus, der smitter med kreativitet. En virus, der slet ikke skal begrænses, men derimod vokse sig kæmpestor! En virus, der fungerer som et modbillede til indsamlingens fokus på coronapandemiens negative konsekvenser.

Vi vil smitte så mange som muligt med vores enkle, kreative idé, og for hvert bidrag, vi får tilbage, donerer Guldægget ApS. 5 kroner til indsamlingen.

Vi samarbejder med Musikhuset Esbjerg og vil bruge den store væg i hovedfoyeren til at udstille børnenes bidrag. Således vil væggen langsomt fyldes, efterhånden som billederne leveres ind, og det vil blive synligt, at vores virus vokser til et stort fælles værk.

Vi håber, I vil være med! Tilmeld jer inden d. 4. januar 2022, så leverer kunstmuseet det papir, I skal arbejde på til jeres skole. Send blot en mail til museumsinspektør Birgitte Ørom på boe@eskum.dk med klasse, antal elever, undervisers navn samt skolens adresse.

I oplægget her kan I læse om de enkle regler (og uanede muligheder), der er for at deltage.

Lad os sammen samle et mærkbart beløb ind!

Idéen er inspireret af Tobias Rehbergers installation Infections (2014) fra museets samling. Se værket herunder.