Eksistens: Svend Wiig Hansen –  up to date

27. september 2025 – 22. februar 2026

Åbning: 26. september kl. 17.30

Hvordan kan en museumssamling holdes opdateret og relevant i evigt skiftende samtider? Og hvad sker der med vores blik på kanoniserede værker af de helt store skikkelser i det 20. århundredes danske kunsthistorie, hvis de genaktualiseres gennem samtidens kunst?

Esbjerg Kunstmuseum rummer en omfattende samling af Svend Wiig Hansens (1922-1997) værker. Samtidig er selve Esbjergs vartegn skulpturgruppen Mennesket ved havet, som er et monumentalt hovedværk i kunstnerens oeuvre. Med udstillingen rettes et nyt blik mod denne vægtige kunstner i dansk kunsthistorie, når han bringes i forbindelse med en række yngre, kvindelige kunstnere.

Svend Wiig Hansen hører til dansk kunsts markante eksistentialister. Hans værker er ekspressive, pågående og gådefulde og har ofte menneskefiguren i centrum. Gennem sine arbejder undersøgte han igen og igen både grundlæggende menneskelige følelser og eksistensens grundvilkår i spændet mellem menneskets indre liv og en ydre virkelighed. Over mere end fem årtier rettede han således vedholdende fokus på vores plads i det store system mellem poler som liv og død, frihed og fangenskab, frelse og fortabelse.

De spørgsmål, han rejste, er stadig lige aktuelle og allestedsnærværende. Men hvordan bliver de udfoldet i dag? Og hvordan behandles de i en tid, hvor den kvindelige erfaringsverden og identitet har fået en helt ny vægt og betydning? Mulige bud på svar findes gennem et udvalg af markante kunstnere, som kredser om temaer, der ligger i direkte forlængelse af Wiig Hansens praksis, bl.a. Therese Bülow, Louise Hindsgavl, Anna Sofie Jespersen, Mie Mørkeberg, Stine Deja og Luna Scales.

Gennem deres værker undersøger disse kunstnere med en pågående kraft vores grundfølelser og sårbarhed, vores kroppe som kampplads, menneskelig fremmedgørelse og fremtidsdystopier. På den måde er de med til at formulere nye kunsthistorier, der tilføjer samtidskunstneriske lag til en ellers etableret fortælling. Dermed indlemmes de også i en tradition samtidig med, at de bidrager til en fornyelse af den. Og det er et greb, der ikke alene trækker forbindelser tilbage til Wiig Hansen og eksistentielle, ekspressive udtryk, men som i høj grad også peger ud i fremtiden.