lillenavn

Udstilling: "Kunst naturligvis", fra den 9. februar til den 12. maj, 2008

PROJEKTBESKRIVELSE

KUNST NATURLIGVIS
-    ET UDSTILLINGSPROJEKT PÅ ESBJERG KUNSTMUSEUM 09.02-12.05. 2008
-    FERNISERING FREDAG DEN 8. FEBRUAR KL. 17.30-19.00

Med udstillingsprojektet KUNST NATURLIGVIS ønsker vi nærmere at undersøge og præsentere, hvordan kunstnere i dag arbejder med naturen og levende planter som æstetisk og kunstnerisk materiale. Med projektet rykker kunstmuseet ikke ud i naturen. Tværtimod hentes naturen ind på museet, så den kommer til at indgå i en kunstig og unaturlig sammenhæng. Men hvad betyder det for vores oplevelse af  naturen, at den blandes med kunsten på nye måder? Hvad betyder det for opfattelsen af den traditionelle dikotomi imellem dem? Og hvordan adskiller samtidskunstens eksperimenter med naturen sig fra natursynet i tidligere kunsthistoriske perioder? Det er bl.a. sådanne centrale spørgsmål, værkerne i udstillingen rejser.

På udstillingen vil man kunne opleve naturen blive brugt som kunstnerisk materiale samtidig med, at naturen gennem kunstens brug af den også kommer til at indgå i en ny kontekst, så dens gængse betydninger ændres. Der er på den måde tale om en fragmenteret natur, der hentes indenfor, så man kan opleve brudstykker af den i nye, sælsomme og foruroligende sammenhænge.

På udstillingen vil man samtidig kunne opleve værker af kunstnere, som arbejder med en konstrueret og dermed kun tilsyneladende ægte natur. Over for de levende planter i visse værker står nemlig naturmodeller og kunstig vegetation, og dermed undersøges kunstens brug af naturen som materiale ud fra to vinkler: 1) en kunstig natur og 2) en natur, der en kunstiggjort. Fælles for de to vinkler er, at vores blik på både kunsten og naturen udfordres.

Projektet vil dels perspektivere værker af den ældre kunstnergeneration gennem den unge kunstscene, dels perspektivere danske kunstneres arbejder gennem internationale bud på, hvordan naturen inddrages i kunsten i dag. Således er et af udstillingens omdrejningspunkter den argentinsk fødte, Frankfurt-baserede kunstnerkomet Tomas Saraceno, der vil fylde en stor del af museets ene særudstillingssal med sine svævende bobler -  utopiske parallel-verdener - med levende vegetation. Udgangspunktet for Saracenos kunstneriske praksis er forholdet mellem menneske og natur. Gennem sine værker undersøger han skismaet mellem menneskets konstruktion af naturen og det faktum, at vi alle er en del af den selv samme natur.

Også danske Jesper Dalgaard arbejder med surreelt utopiske parallel-verdener. Men hvor Saraceno bruger virkelige planter i strukturer, der er skalamæssigt overvældende og som vi direkte kan blive en del af, betjener Dalgaard sig af modelkonstruktionens distancerede og kunstige miniatureunivers, der gør, at vi så at sige kan betragte naturen og verden udefra.

Foruden Tomas Saraceno og Jesper Dalgaard planlægges flg. kunstnere at deltage: Erik A. Frandsen, Henry Heerup, Søren Jensen, Randi Jørgensen, Thomas Lunden, Katrine Malinowsky, Mikkel Niemann, Troels Sandegaard, Morten Stræde, Lars Worm og Jesper 
Aabille.

Udstillingen er planlagt i stor skala. Den vil således fylde museets samlede særudstillingsareal fra kælderetage til første sal, brede sig fra indgangspartiet til museet skulpturhave og på forskellig vis aktivere og bryde med grænsen mellem inde og ude. Arrangeret som et forløb vil de centrale spørgsmål, udstillingen rejser, på en sanseberusende måde blive præsenteret i forskellige rum med hver sin karakter. F.eks. vil publikum i indgangspartiet blive ledt igennem en skov af planter, den kultiverede natur, inden de i mørkelagt rum møder kunstneres miniatureuniverser for i museets højloftede sal at komme i nærkontakt med bl.a. Saracenos svævende haver.

Udstillingen får sit eget site, der udvikles specielt til dette projekt. I stedet for et udstillingskatalog i gængs forstand planlægges den formidlingsmæssige del af projektet udformet til internettet, således at også grænsen mellem det virtuelle rum og udstillingsrummet på museet bliver ophævet.

Med udstillingen introducerer Esbjerg Kunstmuseum Tomas Saraceno for et dansk museumspublikum og etablerer samtidig forbindelser mellem bl.a. den yngre danske kunstscene og denne komet. Således er projektet blevet til i direkte forlængelse af Esbjerg Kunstmuseums stadig øgede indsats for at vise de nyeste tendenser i dansk og international kunst, lancere udenlandske og danske kunstnere for et dansk publikum og fremsætte nye teser som visuelle argumenter.     

Udstillingsprojektet planlægges delvist i samarbejde med galleriet  Andersen_s Contemporary, der i samme periode har valgt at vise en solo-udstilling i mindre skala med Tomas Saraceno, der vil fungere som en appetit-vækker for udstillingen i Esbjerg. Dermed viderefører og udbygger Esbjerg Kunstmuseum med KUNST NATURLIGVIS i tilgift sine nære, faglige forbindelser til den galleriverden, som promoverer den nyeste kunst.


Inge Merete Kjeldgaard og Christiane Finsen
2007

hjem

HAVNEGADE 20 blue 6700 ESBJERG blue DANMARK blue T7513 0211 dot F7512 6811 dot INFO@ESKUM.DK dot ÅBENT HVER DAG KL.10-16