Udstillinger / Kommende udstillinger


Richard Mortensen

ESTO ES MALO 

9. juni 2020 - 10. januar 2021

 

I 1959 skabte Richard Mortensen maleriet Esto es malo. Maleriet, der er et centralt værk i Esbjerg Kunstmuseums samling, tager udgangspunkt i en radering med samme titel fra serien Krigens rædsler som den verdensberømte spanske kunstner Francisco Goya udførte i årene 1810-20.

 

Men hvorfor valgte Mortensen netop at bearbejde Goyas motiv? Hvad er forholdet mellem krigene i hhv. Goyas og Mortensens samtid? Hvad kan Mortensens geometrisk abstrakte stil tilføre krigstemaet? Og ikke mindst: Hvordan udfoldes det i kunsten i dag?

 

Det er enkelt at se, hvad Goyas værk forestiller: En soldat henretter en forsvarsløs munk ved at gennembore ham med sit sværd. I Mortensens maleri er det imidlertid vanskeligt at aflæse, hvad der foregår. Ved første øjekast er motivet hverken voldsomt eller ubehageligt. Billedet kræver derfor at beskueren får hjælp, for at det for alvor kan folde sig ud. For den, der kender referencen til Goya, forvandles det, der ved første øjekast ser ud til at være en farverig og smuk komposition, sig nu til det modsatte. Men kan dette være en bevidst strategi, der bruges til at overrumple betragteren? Hvorfor anvender Mortensen denne blandingsform mellem abstraktion og figuration? Følgelig kunne man spørge, om der er emner, der ikke kan behandles rent abstrakt, men kræver referencer, som figurer og titler giver – og omvendt, om abstraktionen tilføjer noget, der ikke kan udtrykkes figurativt. Er der ligefrem følelser eller tilstande, der tydeligst træder frem i abstraktionens rene form?

Udstillingen forsøger at udfolde Mortensens usædvanlige maleri og inviterer desuden de besøgende til selv at teste forholdet mellem figuration og abstraktion gennem forskellige små interaktive eksperimenter. Udstillingen bliver til i samarbejde med postdoc ved Institut for Kunsthistorie på Københavns Universitet, ph.d. Mette Højsgaard. Find hendes artikel Richard Mortensens Esto es malo (Dette er ondt) - empati og engagement her.

 

 

Esbjerg Kunstmuseum rummer en af de største samlinger af Richard Mortensens værker. Samtidig med udstillingen Esto es malo. Dette er ondt kan en stor del af dem opleves i en helt ny præsentation i særudstillingssalen i underetagen.

 

 

 

 

 

 


ESBJERG KUNSTMUSEUM • HAVNEGADE 20 • DK-6700 ESBJERG • T +45 7513 0211 • INFO@ESKUM.DK • ÅBENT TIRS - SØN 10-16.