Udstillinger / Særudstillinger 2014


 

Sensual logic

Skeel & Skriver

4. oktober 2014 - 11. januar 2015 

 
Fra 1984 til 2014 har Skeel & Skriver udgjort et af dansk kunsts mest interessante makkerpar. Det markerede Esbjerg Kunstmuseum med en udstilling, som viste bredden i duoens kunstneriske praksis, der udfolder sig et sted i spændingsfeltet mellem billedkunst, videnskab og den menneskelige bevidsthed.
På udstillingen, der bredte sig over hele museet, kunne man både opleve nye og ældre værker, der i anledning af jubilæet blev genskabt og nyinstalleret. Således fik museumsgæsterne fx mulighed for at gå i clinch med hovedværket Split Second på en fuldstændig ny og meget overvældende måde i en præsentation, der fyldte hele museets store udstillingssal. Når man trådte ind i salen, blev man således mødt af 13 projektioner af sig selv i fuld størrelse. I Split Second er det imidlertid ikke blot betragteren, der er værkets objekt - det er også betragteren, som skaber det billede, der splittes op som uafbrudte billedforløb på de i alt 13 gengivelser.
Installationen blev oprindeligt skabt i en noget mindre udgave til genindvielsen af Esbjerg Kunstmuseum i 1997.
Esbjerg Kunstmuseum ejer flere værker af Skeel & Skriver og har gennem en årrække arbejdet tæt sammen med de to kunstnere omkring realiseringen af projekter i krydsfeltet mellem kunst og naturvidenskab, der også har involveret bl.a. Niels Bohr Institutet.

Udforsk udstillingen her: http://esbjergkunstnu.dk

 


ESBJERG KUNSTMUSEUM • HAVNEGADE 20 • DK-6700 ESBJERG • T +45 7513 0211 • INFO@ESKUM.DK • ÅBENT TIRS - SØN 10-16.