Udstillinger / Aktuelle særudstillinger


 

Out of focus

Astrid Kruse Jensen

6. juni - 6. september

 

Erindringer og forestillinger, omgivelsernes poesi, virkelighedens uvirkelighed og tilstanden mellem drøm og vågen tilstand. Det er blot nogle af de forhold og fænomener, Astrid Kruse Jensen kredser om i sine fotografiske værker.

Gennem de senere år har Kruse Jensen bevæget sig væk fra de skarpe, mørke og kontrastfyldte nattebilleder og ind i et mere sårbart og diffust univers. Disse forhold understreges af, at billederne er taget med polaroid-kamera, der ikke rummer samme tekniske kapacitet som moderne udstyr. Tilmed har hun brugt gamle polaroider med delvist uvirksom kemi, som efterlader fotografierne slørede med skjolder og plamager. Der opstår på den måde en nær sammenhæng mellem tema og teknik, der i den aktuelle udstilling, Out of Focus, udfoldes til også at omfatte materiale.

Som noget helt nyt har Kruse Jensen nemlig valgt at projicere sine fotografier på og gennem florlette tekstiler, der hænger ned fra loftet. På den måde opstår der et subtilt sammenfald mellem rum og værk, hvor fotografierne bliver ét med rummets scenografi. Fotografierne fæstner sig ikke længere ét sted, men projiceres gennem flere lag af stof, så man som beskuer kan opleve værkerne i forskellige tilstandsformer, når man bevæger sig ind og ud af fokus.

 

For nylig blussede debatten (igen) op om kvindelige kunstneres underrepræsentation i de danske museers udstillinger og samlinger. I år er det 100 år siden, danske kvinder fik stemme- og valgret. Markeringen af denne begivenhed synes yderst relevant – ikke mindst i lyset af debatten om de kvindelige kunstneres aktuelle situation. For museet som institution er det en oplagt lejlighed til at reflektere dels over de to forholds sammenhæng, dels over egen praksis.

Det er netop det, Esbjerg Kunstmuseum har valgt at gøre. På selve Grundlovsdag overlader vi hele museets særudstillingsareal til i alt fem kvinder og en samlet markering, der hen over sommeren vil kunne opleves som ét stærkt statement.


 

 


ESBJERG KUNSTMUSEUM • HAVNEGADE 20 • DK-6700 ESBJERG • T +45 7513 0211 • INFO@ESKUM.DK • ÅBENT TIRS - SØN 10-16.