Til netop dette projekt greb Landgreen tilbage og hentede inspiration i Richard Mortensens værker fra Esbjerg Kunstmuseums samling - og med god grund. Om nogen arbejder Landgreen videre i forlængelse af traditionen efter den konkrete, abstrakte linje i dansk kunst, som udgør rygraden i Esbjerg Kunstmuseums samling - hvor Richard Mortensen er den vægtigste repræsentant.

 

Både Mortensen og Esbjerg Kunstforening fyldte 100 år i 2010, og dette blev fejret med en samtidig udstilling i museets overetage. Landgreens projekt var en særlig markering af det dobbelte jubilæum, der på en tidssvarende og sanselig måde både reaktualiserede og en kontekstualiserede Mortensens generelle kunstneriske praksis.


Ved at omdanne udstillingsrummet til ét samlet billede, som gæsten kunne opleve direkte gennem kroppen, blev skellet mellem maleri og installation, mellem billede og arkitektur ophævet, og udstillingen rokkede dermed ved vores vanemæssige måder at forholde os til rum på. 


ESBJERG KUNSTMUSEUM • HAVNEGADE 20 • DK-6700 ESBJERG • T +45 7513 0211 • INFO@ESKUM.DK • ÅBENT TIRS - SØN 10-16.